Akupunktur er en ældgammel kinesisk behandlingsteknik. Ved at placere tynde nåle i forskellige kombinationer i kroppens 360 forskellige akupunkturpunkter styrker man kroppens evne til at helbrede sig selv, både fysisk og mentalt.
Akupunktur kan benyttes sammen med en hvilken som helst anden behandlingsform.
Ifølge WHO (Verdenssundhedsorganisationen) kan akupunktur hjælpe på følgende lidelser:
Alle former for smerte
Luftveje:
F.eks. astma, bronkitis, hoste, hæshed, allergi, bihulebetændelse, kronisk halsbetændelse
Hud:
F.eks. allergi, kløe, uren hud, eksem, helvedesild, tendens til blå mærker, psoriasis
Øjne:
F.eks. nethindeløsning, grøn stær, uklart syn, betændelsestilstande
Mund:
F.eks. betændelse, tandkødsblødning, tandpine, mundtørhed
Mave/tarm:
F.eks. tyktarmsbetændelse, mavesår, mavekatar, forstoppelse, diarré, uro, oppustethed, appetitløshed, kvalme, luft i maven
Urinveje:
F.eks. blærebetændelse, hyppig vandladning, inkontinens, smerter, vandladningsbesvær
Hormonelt:
F.eks. barnløshed, menstruationsproblemer, nedsunken livmoder, udflåd
Muskler/knogler:
F.eks. gigtsygdomme, smerter i ryg og lænd, iskias, frossen skulder, tennisalbue, musearm, ledsmerter, nakkespændinger
Kredsløb:
F.eks. ødemer, kolde hænder/fødder, uro, svimmelhed, for højt blodtryk
Neurologi:
F.eks. hovedpine, lammelser, migræne
Afhængighed:
F.eks. cigaretter, alkohol, narkotika, medicin, mad
Alment psykisk:
F.eks. træthed, uoplagthed, kuldefølelse, angst, hjertebanken, depression, svedeture, nervøsitet, søvnproblemer, rastløshed, irritabilitet, stress.
Akupunkturens historie går mere end 4000 år tilbage. Der er i Kina fundet arkæologisk bevis på, at man kendte akupunkturpunkterne 2000 år før vor tidsregning. Dette gør det til verdens ældste medicinske system. Systemet er udbredt og benyttes i hele Fjernøsten.
Hvordan virker det?
For at forstå akupunktur skal man acceptere, at der findes andre forklaringer på, hvordan kroppen hænger sammen end dem, vi kender fra vestens medicin. I kinesisk medicin er der ingen adskillelse mellem kroppen og psyken. Alle organer har derfor et fysisk og et følelsesmæssigt aspekt. Er der opstået en ubalance et sted i kroppen, vil ubalancen give symptomer andre steder. Kroppen ses nemlig som en balance mellem de to modsatrettede principper yin og yang. Det, der gør os levende, og som er drivkraften i vores krop, kaldes qi. Hvis vi har for lidt qi eller vores qi er blokeret, vil det give sygdomme eller ubalancer. Qi flyder gennem hele kroppen og er koncentreret i meridianer, og det er på meridianerne, de fleste akupunkturpunkter findes. Ved at placere en hårfin nål i et akupunkturpunkt kan man stimulere qi og dermed påvirke balancen mellem yin og yang.
Hvordan foregår en behandling?
Behandlingen begynder med, at jeg stiller en lang række spørgsmål vedrørende din helbredsmæssige tilstand for at få indblik i, hvordan din krop fungerer, og hvilke organer der er i ubalance. Det er også vigtigt for mig at vide, hvilken medicin eller anden behandling du modtager, for det kan påvirke symptombilledet. Desuden anvender jeg diagnoseværktøjer som pulsdiagnose og tungediagnose, hvilket giver et meget præcist billede af kroppens tilstand.
Den diagnosticerende samtale kan vare mellem 20 minutter og en time afhængig af problemets kompleksitet. I løbet af samtalen giver jeg råd om, hvad du selv kan gøre for at støtte behandlingen, f.eks. med hensyn til livsstil og kost. Behandlingen fortsætter med, at jeg placerer mellem 4 og 16 nåle forskellige steder på kroppen. Nålene bliver siddende mellem 20 og 40 minutter. Behandlingen kan blive suppleret med moxa og vakuumkopper (se forklaring), og jeg tilbyder ofte at sætte et plaster med en kugle på ørets akupunktur punkter, som du skal trykke på tre gange dagligt. Det forstærker effekten af behandlingen.
Ved de efterfølgende behandlinger indleder jeg altid med en samtale om, hvordan det er gået siden sidst, om dine symptomer har ændret sig, eller om der er opstået nye symptomer. Ved hver behandling anvender jeg tunge- og pulsdiagnose.
Jeg bruger udelukkende engangsnåle i klinikken. Nålene kasseres efter hver behandling. Derfor er der ingen risiko for infektion. De nåle, der bruges til akupunktur, er meget tyndere end kanyler - de er ikke tykkere end en tråd. Reaktionen på behandlingen er meget forskellig. Nogle slapper fuldstændig af, andre mærker en kløe/summen/prikken flere steder i kroppen. Bagefter er nogle meget trætte, og andre får forøget energi og livsmod. Under hele behandlingsforløbet er det vigtigt at indtage rigeligt med væske, så kroppen får hjælp til at udskille affaldsstoffer.
Hvor mange behandlinger skal der til?
Det er utroligt vanskeligt på forhånd at udtale sig om, hvor mange behandlinger der er behov for, men du bør kunne mærke en bedring i nogle af symptomerne efter de første behandlinger. Det, der ofte gør den store forskel, er at lave ændringer i livsstil, kost og drikkevaner. Det er nemlig her, man hyppigst skal søge årsagerne til et problem.
Hvad er moxa, vakuumkopper og gua sha?
Moxa er kinesisk gråbynke. Ved afbrænding giver denne urt en meget kraftig og gennemtrængende varme. Varmen kan udnyttes terapeutisk til at stimulere akupunkturpunkter, meridianer, muskler og led. Der findes forskellige redskaber og teknikker til behandling med moxa. Det mest almindelige er en moxacigar. Man holder gløden 2-5 cm væk fra huden, mens man foretager bestemte bevægelser med moxacigaren. Moxa kan også bruges til at varme akupunkturnålene. Det lyder voldsomt, men det giver faktisk en meget blid og gennemtrængende varme. Andre gange vil man komme noget løs moxa på en skive ingefær eller i en speciel kasse, alt afhængig af situationen. Moxa bruges ofte ved problemer i muskler og led, f.eks. musearm, hold i nakken, forstuvninger osv.
Vakuumkopbehandling foretages med et specielt glas, hvorpå der sidder en ventil. Gennem ventilen skabes der et undertryk, så koppen suges fast til kroppen. Undertrykket forøger cirkulation af blod og qi i det lokale område, og på den måde opløses lokale stagnationer og blokeringer.
Gua Sha er en meget brugt teknik i Asien, hvor man skraber eller gnider huden hårdt med et glat redskab af horn. Virkningen ligner vakuumkopbehandling, men aktiverer lymfe systemet. Gua Sha er meget effektiv til f.eks. myoser og muskelspændinger.
Øreakupunktur
Ørerne er opdelt i zoner, der afspejler bestemte organer eller kropsdele. Når noget i kroppen er sygt, reflekteres det i de tilsvarende zoner i ørerne. Sygdom udløser en ømhed i den pågældende ørezone. Øret behandles ofte med en lille kugle på et plaster, som du selv skal trykke på tre gange om dagen. Andre gange sætter jeg en lille nål i på et plaster. Påvirkningen sender signaler tilbage til det syge sted i kroppen, energien genoprettes, og kroppen får mulighed for at normalisere sig selv.
Øreakupunktur er desuden effektivt til at behandle vane problemer og kan derfor være en hjælp til at holde op med at ryge, til at tabe overflødige kilo eller ændre et alkoholmisbrug. Det kan også afhjælpe problemer med allergi, astma, hormonforstyrrelser og smerter i den fysiske krop.





